Almindelige årsager til lækage i engangshundeindlæg

Lækage i engangshundepuder er ikke forårsaget af en enkelt faktor; det er normalt tæt forbundet med produktets eget design, brugskompatibilitet, kæledyrs adfærd og betjeningsmetoder. Konkret kan det opdeles i følgende kategorier:

• Fejl i den lækagesikre struktur.-: Den vandtætte PE-film i bunden er utilstrækkelig i tykkelse, beskadiget eller dårligt limet og forseglet, og blokerer ikke effektivt for væskegennemtrængning.
• Utilstrækkelig vandabsorptionsevne: Indholdet af polymermaterialer i den-vandabsorberende kerne er for lavt eller af dårlig kvalitet, og absorptionshastigheden opfylder ikke standarden, hvilket gør det umuligt at låse væsker hurtigt ind; det urimelige forhold mellem fnugmasse og polymer fører til langsom væskeinfiltration, som er tilbøjelig til overfladeoverløb.
• Urimelig overfladevæske-styrende design: Manglen på en tekstureret væske-styrende struktur på overfladen forhindrer væsker i hurtigt at trænge ned til den absorberende kerne. Væsker, der er tilbage på overfladen, er tilbøjelige til at sprede sig og lække, når kæledyr træder på dem.

• Upassende størrelsesvalg: Undlader at vælge en passende størrelse baseret på kæledyrets kropstype. Når en lille-hundepude bruges til en stor hund, er dækningsområdet utilstrækkeligt, og urinen vil sandsynligvis overskride pudens rækkevidde; når en hvalpepude bruges til en ældre hund (som har en større urinproduktion), er vandoptagelseskapaciteten utilstrækkelig, hvilket fører til lækage.
• Uhensigtsmæssigt placeringsmiljø: Anbringelse af puden på en skrå overflade eller en glat overflade. Efter at puden har skiftet, afviger kæledyrets vandladningsposition fra det område, der absorberer kernevand-.

• Særlig vandladningsadfærd: Nogle kæledyr er vant til at løfte benene for at tisse eller tisse ved kanten af ​​puden, hvilket gør det nemt for væsker at sprøjte direkte ud eller overskride rækkevidden af ​​sideskærmene.
• Unormal urinproduktion: Ældre hunde med nedsat nyrefunktion, hvalpe, der ikke har udviklet en regelmæssig vandladningsvane, eller kæledyr, der drikker for meget vand, kan have en enkelt vandladningsvolumen, der overstiger pudens nominelle absorptionskapacitet. Lækage opstår, når kernen er mættet.
• Skader forårsaget af tygning eller ridser: Når et kæledyr tygger puden, bliver overfladen og den absorberende kerne beskadiget, og væske lækker direkte fra det beskadigede område; ridser fra kæledyrets poter forårsager revner i puden, hvilket beskadiger den -lækagesikre struktur.

• Sjælden udskiftning: Hvis puden har absorberet urin flere gange og nået en mættet tilstand, men ikke udskiftes i tide, kan kernen ikke låse i yderligere væske, hvilket resulterer i lækage.
• Forkert lægningsmetode: Undlader at lægge puden fladt og glat, da rynker danner kanaler til væskeophobning; nogle -skridsikre puder med klæbemiddel er ikke klistret og fastgjort korrekt, hvilket får puden til at flytte sig, når kæledyret bevæger sig, og vandladningspositionen afviger fra det effektive område.